125 år og vi brænder stadig

Egernsund Tegls historie går tilbage til 1880erne, hvor der i forbindelse med udgravningen af Kielerkanalen var en stor efterspørgsel på tegl. Kanalen blev bygget som erstatning for Ejderkanalen, der havde for lille kapacitet til at håndtere den stadig voksende dampskibstrafik. Der blev i den periode opført en del teglværker og beboelsesejendomme i området omkring Flensborg Fjord og efter færdiggørelsen af Kielerkanalen var det oplagt at arbejde videre på de etablerede produktionsfaciliteter. Egernsund Tegl blev derfor etableret som salgsorganisation for de lokale teglværker, der tilsammen beskæftigede mere end 700 arbejdere hver sæson!

Idag er Egernsund Tegl salgsafdeling for ialt fem jyske teglværker, der ejes af tre dedikerede teglværksejere. Tre herrer med hver deres historie og tilgang til teglet. Og lige præcis dét er medvirkende til, at Egernsund Tegl har ét af Skandinaviens bredeste og måske mest interessante murstensprogrammer. Og hvis du spørger vores teglværksejere, så er teglværksejer ikke noget man kan læse til på universitetet — det er en erfaring og en feeling man nedarver gennem generationer. Ofte er man med i produktionen helt fra barnsben og man finder derfor glæden ved leret og nysgerrigheden til teglet helt naturligt og tidligt i livet.

Tilbage i 1894 var der 33 teglværker under Egernsund Tegl. I dag er der blot 5. Produktionen af mursten er derimod steget fra 53 millioner til 101 millioner mursten om året.